Zimna krew 1. Zaginione dzieci - ebook

KAPITEL 1

Simone sætter sin tekop. Hun tager avisen, der ligger på bordet. Det er de ni små billeder på forsiden, der fanger hendes blik.

Hvert billede viser et barn, der er forsvundet. De fleste af dem er på hendes egen alder. Nogle er lidt yngre.

Simone har ikke lyst til at læse om det. Hun synes, det er uhyggeligt, at så mange børn kan forsvinde. Og så fra deres by.

Tobias kommer stormende ned ad trappen. „Simone,“ råber han. „Nu flytter der nogen ind i huset.“

Simone sænker avisen. „Har de børn?“ spørger hun.

„Aner det ikke,“ siger Tobias. „Jeg så bare, at der kom en flyttebil.“

Simone og Tobias går hen til vinduet. Derfra kan de se huset lige overfor. Det har stået tomt i lang tid. Næsten et halvt år.

Nu er der endelig nogen, der flytter ind.

En stor gul flyttebil holder foran huset. Tre mænd bærer møbler og kasser ind.

„Der er ingen børn at se,“ siger Simone. „De er måske gået ind. Lad os gå over og se.“

Simone og Tobias skråer over vejen. Der er kun de tre flyttemænd. De har travlt med at bære tingene ind. De ser slet ikke Tobias og Simone.

„Hvem er det, der flytter ind?“ spørger Simone en af mændene.

„Det er en, der hedder Johan Beck,“ siger manden, mens han bakser en tung kasse op på skulderen.

„Har de nogen børn?“ spørger Simone. „Altså nogen på vores alder.“

„Det aner jeg ikke,“ siger han og går ind i huset.

„Kan I flytte jer lidt,“ siger en anden mand. „I står i vejen.“

Simone og Tobias går lidt til side.

„Beck sidder derinde,“ siger manden. „Gå ind og spørg ham.“

Han giver Simone en potteplante. „Tag den her med ind.“ Han giver Tobias et billede. „Det kan du tage. Så bærer I noget begge to.“

Tobias og Simone går ind. De kender huset. Her boede Tom fra Tobias’ klasse. Han måtte flytte, fordi hans far fik arbejde et andet sted.

Toms værelse var oppe på første sal. Derfra kunne han kigge lige over til Tobias, som også har sit værelse på første sal. De har vinket til hinanden mange gange fra deres værelser.

Nede under er to stuer og et køkken. Og så er der en kælder. Dernede havde Tom sin cykel, og hans far havde et lille værksted.

Simone giver Tobias en albue. Tobias går i sine egne tanker. Men nu ser han op. Midt i stuen sidder en mand i en stor lænestol.

Han har solbriller på, selv om han er inde, og solen ikke skinner. Han har et stort mørkt hår og nogle kraftige øjenbryn, der går ud over de mørke briller. Ved siden af hans stol ligger en sort hund på et lille tæppe. Hunden rejser sig, da den ser Simone og Tobias.

„Hvem er det, der kommer?“ spørger manden. Han ser ikke i retning af Tobias og Simone, men hen mod døren, hvor en flyttemand kommer ind med en kasse.

„Det er mig,“ siger flyttemanden. „Vi har ikke fået det hele ind endnu.“ Han sætter kassen og retter ryggen.

„Nå, du mener dem dér. Det er nogle børn, der stod ude på vejen. De vil gerne hilse på dig.“ „Hej,“ siger Tobias. Han går hen mod manden og rækker hånden frem. „Jeg hedder Tobias.“

„Hej,“ siger manden. „Jeg hedder Johan.“

Tobias står med sin hånd strakt frem mod Johan. Men han tager den ikke. Han ser ikke engang på den.

„Han kan ikke se noget,“ siger flyttemanden. „Han vil trykke dig i hånden, Johan. Sig dav til drengen.“

To niestety koniec bezpłatnego fragmentu. Zapraszamy do zakupu pełnej wersji książki.